Android er et styresystem til smartphones, som Windows er det i din computer. Med Android navigerer du via din touchskærm, og du har mulighed for at sætte din telefon op, så den er lige nøjagtig, som du vil have den, når vi taler apps. Android er ejet af Google, og det er bygget op på en open source platform, og det betyder at alle udviklere kan gå ind i koden bag styresystemet og dermed være med til at udvikle systemet.
Applikationer er programmer, du kan downloade til din smartphone. Det gør, at du selv bestemmer, hvilke funktioner din telefon skal have. Applikationer kaldes i daglig tale apps. Apps gør din telefon unik, og de tilpasses efter egne ønsker. Der er mange, mange tusinde forskellige apps, som kan være lige fra spil, nyheder og vejr til sociale medier som Twitter og Facebook. Rigtig mange apps koster ikke noget, mens man kan købe andre fra næsten ingen penge til flere hundrede kroner.
App Store er Apples butik for applikationer. Lige nu findes der over 200.000 forskellige applikationer at vælge i mellem, og der bliver kontinuerligt udviklet nye og spændende apps. Du kan logge på App Store via din iPhone og i iTunes.
Bluetooth er et kabelfrit datanet (også kaldet WPAN som forkortelse), der giver mulighed for at koble f.eks. mobiler og pc´ere med hinanden og nettet uden brug af USBkabler.
En iPhone er Apples bud på en smartphone.
Mms er forkortelsen for ”Multimedia Message Service”. Det er tekstbeskeder indeholdende billeder og/eller lyd, som du sender fra en telefon til en anden.
Et styresystem eller operativsystem (på engelsk “operating system” – tit forkortet til ‘OS’) er smartphonens motor, og den tager sig af din telefons almindelige funktioner.
En smartphone er egentlig en computer i lommeformat, som også kan bruges til at ringe fra. En smartphone er altid koblet på nettet, og den kan køre de programmer, du dagligt benytter på din pc. De fleste smartphones har touchscreen.
Sms betyder ”Short Message Service” og er tekstbeskeder, som du sender fra en mobil til en anden.
En touchscreen-skærm, er en skærm, som betjenes med dine fingre. En telefon med touchscreen har ikke et almindeligt kendt tastatur, det er derimod bygget ind i skærmen.
Wi-Fi er et trådløst netværk, måske bedre kendt i dagligdagen som WLAN (wireless lan) – det betyder et netværk uden kabler eller ledninger. Har du Wi-Fi kan du fra en Wi-Fi-enhed koble dig på nettet. Du finder bl.a. Wi-Fi her på Silkeborg Bibliotek. Det er gratis at benytte, og du kan få adgang ved at henvende dig i informationen.