…har ingenting med Stasi-arkiverne at gøre, men på Silkeborg Bibliotekerne står der mange gode dokumentarfilm og gemmer sig mellem fagbøgerne, selv om de helt klart har spillefilms-kvaliteter. Oplagte eksempler er Michael Moores film ”Fahrenheit 9/11” og "Bowling for Columbine”.
Kunsten stiger! Bogstaveligt talt, når billedkunstneren Simone Aaberg Kern stiger til vejrs i sit lille ramponerede letvægtsfly for at bevise, at luftrummet er alles. Hun vil ikke acceptere, at krigsførende magter skal bestemme, hvor hun skal flyve. Og især vil hun gerne opfylde en ung afghansk piges drøm: at blive pilot – i hvert fald for en dag! Følg hende, når hun lander med og uden landingstilladelser i fjerne udørker med måbende mænd omkring sig – og se hvad der sker i Afghanistan! Det er et grænseoverskridende kunstværk!
Vi bliver i Afghanistan, hvor vi følger den 28-årige kvindelige politiker Malalai Joya på hendes valgkamp i 2005. Hun er allerede en folkehelt, fordi hun talte den afghanske overgangsregering midt imod – men dermed er hun også i konstant livsfare. Beskyttet af sikkerhedsvagter tager hun ud i den fjerneste provins for at tale demokratiets – og kvindernes - sag. Rørende er scenen, hvor den ældgamle oprørske kvinde fra den yderste landsby giver hende råd og støtte. Malalai kæmper for sit lands lykke med stort mod. Flot film!
I 13 år levede Timothy Treadwell i Alaskas vildmark med grizzlybjørne som nærmeste nabo. Hans formål var at beskytte dem og andre vilde dyr mod krybskytter. På et tidspunkt finder Treadwell desværre ud af, at det ikke er Disneyland, han er kommet til, og at den store bamse foran ham ikke er Peter Plys.
En rigtig feel-good dokumentar. Er du træt af terrortrusler og ballade i indvandrerkredse, kan det måske hjælpe at møde ildsjælen Niels Bay, der i næsten 20 år har været en faderskikkelse for indvandrerbørn i Københavns Nordvestkvarter. Vi følger hans arbejde og utraditionelle metoder, hvor han bl.a. giver børnene points for menneskelige kvaliteter.