Branden på Silkeborg bibliotek, en nat imellem jul og nytår 1956, opstod pga. en glemt fernisklud på en radiator. Dele af biblioteket udbrændte og mere end sekstusinde bøger gik op i flammer.  

Asger Jorn havde tre år tidligere foræret biblioteket malerierne Af den stumme myte og Livshjulet - opus nr. 4. Livshjulet blev raseret af branden, varmen kogte malingen op i flager, som delvist skallede af, og billedet blev dækket af tyk sort sod. Billederne havde Jorn malet i Silkeborg, efter atten måneders sanatoriebehandling for turberkulose, underernæring og skørbug. Der er en kraftanstrengelse i mytemalerierne, det er overgangsbilleder med et fornyet håb, men de er trætte til døden. Figurene står tilbage i en procession, spundet ind i et landskab, hvor blæsten har raset som hvinende lunger. Et tvehovedet gult bæst, omsluttet af en rød lungeformet betændt himmel, ser både tilbage og ud. Det er sygdommens Guernica. Skæbnen lover intet, men holder alt.

Forestillingen om livet som en cirkulær bevægelse, et lykke- eller livshjul, findes i det fælles ubevidste, bl.a. i indisk mytologi som Dharma Tshakra, men også i flere danske kalkmalerier. Et evigt billede, som de labyrinter der bl.a. fandt vej til kirkerne i Skive, Gevninge og Hesselager. I Jorns version spinder hjulet modsat uret, roterende om en fordrukken klovn, som på et maleri af Jens Søndergaard. 

Først i 1977 lykkedes det, ved en gennemgribende restaurering, at konservere maleriet efter branden, og i dag hænger det igen i udlånsafdelingen på bibloteket.

I 1959, seks år efter biblioteksudsmykningen, indvies Jorns keramiske relief på amtsgymnasiet i Aarhus, seks måneder efter at arbejdet blev påbegyndt i Norditalien. Relieffet er en direkte varmesøgende eksploderende bombe i det funktionalistiske, anæmiske og sterile gymnasiebyggeri. Det er en mur af stof og tid, irrationel og kaotisk, sprængende enhver kronologi. Et ekspanderende og fortættet stof som en vulkanisk fossende, vital livsfrise af jysk ursuppe. Det er en strøm af figurer i et arkaisk grøde, den faste form synes kun at være en tilfældig rest af det oprindelige virvar.

Relieffet blev udført over en sommer ved middelhavets kyst, tidligt om morgenen, for at undgå den bagende mediterane sol. De processuelle scooterspor i leret, er fjerne ekkoer af oldtidens rille- og vejvisersten. I overfladens krater findes skålgruppefordybninger, som på magiske frugtbarhedssten. Relieffet er fremstillet ved nihundrede graders varme i en ligurisk ovn. Otte tons keramik, tre meter højt, over syvogtyve meter langt og i mere end tolvhundrede stykker, transporteret igennem Europa med godsvogn, og muret op i november 1959, med brede fuger, som relieffet over hovedkatdøren i Ribe Domkirke. Gymnasieaulaens endevæg males som en pulserende sort tabula rasa, et hul i firmamentet. Man må indeholde kaos for at føde en stjerne.

Jorn forærer desuden gymnasiet et eksperimentelt nordisk almue "bayeuxtapet", vævet med indfarvet garn, silke og rensdyrhår. Et transparent lag lagt over Johannes V. Jensens roman Den lange rejse, et netværk af tråde som afsluttes og begyndes her. Vi er hinandens skæbne. Jorn planlagde en labyrint af sten og keramik i gymnasiets gård, men ideen blev ikke realiseret.
 
Der går en bevægelse, som er livsværket, fra Høst og Helvedeshesten til det kommunistiske kobrativ Brilleslangen. Slangen repræsenterer et oprindeligt førkristent kraft- og vitalitetssymbol. Malerierne i 40ernes slutning holdes fast af tungt slyngede, tæt vævede figurer og arabesker. Det efterfølgende turberkuløse sammenbrud i 1951, og to års sygdom kan ses i 50erbillederne. Et koldkrigsraseret mørke, i paddehattens skygge, og det amerikanske problem: Ørnens ret til hvad og hvorfor? Et dollarsvin der griner sit fede dollargrin.

Luksusbillederne fra 60ernes begyndelse med det fuldstændig krystalliserede, pointilistiske lys, Turner udsat for et spektralt psykedelisk chock, som hvis øjet udelukkende så øjets partikler. Det er 10 år efter Pollock, som fulgte med Marshallhjælpen. Trommesalsmalerierne er intimiderende som en banal jysk fadølfest, folkelig, men med en underliggende dæmoni, der synliggøres i de såkaldte modifikationer. En krystalklar vision af skinnende akryl men samtidigt en slags førstehjælp med linjer tilbage til DADA og Duchamps apotek. Og muligvis som svar på den situationistiske centralkomites dekret om maleriets eksklusion og død.

I 60erne accelererer maleriernes bevægelse yderligt ud i lyset. Figurene opløses og arabeskerne splintres gestisk i en turbulent hvirvel af liv. Der er brugbart stof i Munchs skadede nethinde, og i dybet under Jerichaus Hekuba-portal. Malerierne er gådefulde som brakteater, titlerne kan ikke decifreres, for de er ikke skrevet i kode. Vinden fører os bort og frem til den sidste overmaling af Stalingrad billedet i 1972, som er en nedsmeltning i hvidt lys og hvid varme. Punktum, traume.  

Jorns værk, er i sin dybe og kaotiske diversitet humanistisk, et paradoksalt terrorangreb på enhver programmæssig, ideologisk begrænsning af livsmulighederne, på den liberalistiske markedsøkonomis skizofrene logik. En logik der direkte reducerer mennesket til forbruger, og hvis klareste udtryk er det fundamentalistiske tæppebombardement af reklame, og ideologisk underholdning, hvis gentagne løgne, giver det et skær af lovmæssig selvfølgelighed i en tilstand, der minder om frysedødens eufori til lyden fra the voice. Dette lykkehjul af pop, er en cirkel hvis centrum er over alt og hvis periferi er ingensteder.

Dele af Jorns værk er optaget, assimileret og fladtrådt som en sendeflade, centrifugeret fra malstrøm til mainstream. Det forhandles i IKEA, hænger på cafe med Claude Monet, gemmes væk midt i erhvervslivet, på direktionskontorene, som spontant frådende guldrandede vejrtegninger med mælketænder.

I Indelukket, ja det hedder det, i hjertet af Jylland ved indgangen til Silkeborg, hvor Utzons tulipan skulle have vokset, ligger museet med Jorns store donation af egne og andres arbejder, som en mulighed. En rejse i en krop af arbejde, et netværk med flere ruter, ned og ind det 19. og 20. århundredes danske og europæiske kunst, et forgrenet væv af forbindelser, antydninger og løse ender spundet til en brudt, men oplevelsesmættet struktur, med en associationsrig karakter som Jorns bøger fra det skandinaviske institut.

Museumsting er minder, og den levende samling er brændstof. Samlingen i Silkeborg, tæt ved Gudenåen, indeholder eksempler på så godt som alle sider af Jorns omfattende produktion.
 
Fra de tidlige forsøg som rustik, røvtung jysk mørkemaler a la lærermesteren Kaalund-Jørgensen, portrættet af den på alle måder centrale skikkelse, organisator og syndikalist Christian Christiansen, over Klee og Miro påvirkede arbejder. 40ere og 50ere er massivt repræsenteret med tegninger, grafik, maleri og keramik. 60ernes tidsknappe eksperimentale udfoldelse, afrundes med det ekstatiske og oversvømmede maleri Euphorisme fra 1970, og det manisk paranoide litografi La cachette ouverte (Det åbne skjulested), der er som en bolig uden privatliv, i et rum uden øjenlåg.  

Museet er et spændingsfelt med baggrundsstråling, som Willumsens samlinger i Frederikssund af Leonardoer, cimabuer, El greco og Gaugauin.

Foruden værker af Léger, Max Ernst og Picabia kan Jorns arbejde ses i direkte nærhed af Noldes atavistiske radering Sælsomme væsner fra 1922, og Pollocks åbne gestalt Serigrafi nr. 7. Samlingen indeholder desuden bla Enrico Bajs modificerede landskab med meteor regn, Fabbris Atomiserede insekt fra 1958, som mellemlandet efter det nukleare Holocaust. Fontanas døre, ormehullerne i den livstynde perforerede hinde imellem her og andetsteds og i Medicon Valley under Vikingernes himmel, Gallizios kosmologi.

Her i hjertet af Jylland findes 136 arbejder af Henri Michaux, et alfabet af stenograferede, brusende impulser af livsstrømmen fremkaldt hastigt, sitrende nedfældet, men fastholdte livstegn i timerne efter, når rusen er aftagende, men uendeligheden synlig. En susende fornemmelse af verdensaltet, et ocean uden kyster. Livet fortsætter, men døden er uundgåelig. Dybt i samlingens labyrint finder man Wols’ illustrationer til Kafka, med psyken hængende i tråde, ætset med syre ned i en plade på størrelse med en håndflade, der synes at sige: livet er skrøbeligt og dyrebart. De elysiske fænomener gestalter et spor mellem Wols arbejde og Jorns testamentariske Schweizer-suite.

I kælderen, husets underbevidsthed, findes en næsten komplet samling af Jean Dubuffets mentale, litograferede psykogrammer: 618 grå tavler af mur, græs, blade, jord og tæthed. Trolde og dæmoner. De er Dubuffets maleriers grundlag og materiale. Her findes ligeledes Jorns fotografiske ’frottager’, de 25.000 fotografier af den franske fotograf Gerard Franceschi, grå blade fremkaldt af lys. Bestilt, koordineret og finansieret af Jorn, et fototek af ”10.000 års folkekunst”, graffitier fra Normandiet, infame kradserier og tegn og underlige gerninger synliggjort i en samling.

Dette materiale blev i flere bøger kunstnerisk omsat til en fremadskridende collage. Tilbagekastningen fra disse billeder, giver Jorns værk en tyngde, der rikochetterer som et déjà-vu. Et oprindeligt, men nutidigt og livsnært udsagn, en transcenderende udvidelse af rummet. Interessen for det historiske er alt andet end eskapistisk.
 
Alle steder er på sin vis provinsielle, og Jorn arbejdede nomadisk, rastløst rejsende i tid og rum, en synkron indre og ydre rejse i et dialektisk spændingsfelt. Det er frigørende, hastigt gentagne besværgelser. I et billedsprog med dønninger fra avantgardestrømninger i samtidskunsten, men bundfældet og dybt rodfæstet i den skandinaviske tradition, stadig lyttende til omkvædet fra Jylland og klagen fra malerne på færøerne, som Jacques Prèvert skriver. Arbejdet er intuitivt, ”spontant” og frit flydende, men er funderet i en viden og som en fortsættelse af en tusindårig magisk billedtradition. I erindringen er alting samtidigt, i tidsrejsen sprænges kronologien, erindringen er en terning af glas. En stadig fusion mellem fortid og nutid, dele af den samme strøm, livet er helligt, og der er skønhed i alt.

Der er i Jorns arbejde en særlig nordisk besjælet animalisme. I slægt med den trold som lugter kristent blod, der boede ved mergelgraven - hvor Hansen Jacobsen voksede op - og undertiden tog et stykke kvæg på faderens mark. Det er Dødshunden fra Sorring, trolde, gobler og gevækster, solsvin og Aganaker der flyver og taler i skyggerne. Man kan ikke fotografere i himlen eller helvede, men ved søen danser Munchs gennemsigtige kvinder i hvide kjoler med flerstemmigt hviskende sang; umuligt at sove, umuligt at vågne. Kom med os.

Det tredje delirium, en døddrukken dansker på den berusede båd. Imaginisme og den sejlende myte. Det er virkeligt. Alting er flydende, levende og skælver, hallucinationer, fælles ubevidste selvfølgeligheder, som malet på jysk psilocybin, ekstrakt fra Gundestrupkedlen, en natlig vision, syner eller varsler fremmanet af Jerichaus offerfest.

Jylland, Vejle ådal. Hvert enkelt græsstrå bevæger sig i vinden, fluorescerende gulgrøn, mens træernes kroner kaster varme silouetter af drivende sortviolette væv, imod en cyangrøn himmel med spor af purpur og zinnober, i en strøm af orange og gul.

Et seerbrev. Den nordiske nat. Dansende i en rus af gærede bær, fingrene snurrer, der er fest og I ved det ikke. Syner af Shamanistiske væsner med dobbelte ansigter og øjne så store som kar, ekstatisk med drønende puls, til abrupt skramlende tuba- og trompetmusik. Før og efterbilleder, fortættet i en mystisk kultus, hyperreale steder.

Vrængmasker, fugle og erindringer, som set igennem vand. Alt det, som var og stadigvæk er, hvirvles frem i strømmen af dansende billeder, a scream of consciousness, en tegnefilm i et kandiseret landskab.

Stoffet er, materialiseret i våd maling, billeder hentet op af den rastløst sovende, bundløse Nordeuropæiske søvn. Uendeligt svingende faser af bølger og partikler, lys og mørke, krop og bevidsthed. Alt er forbundet i flydende arabesker, et bølgende kontinuum af farvet, dynamisk strømmende energi. Den mentale radio. Et cerebralt netværk, hvor påvirkninger, ideer og impulser udveksles og blandes i stadig forandring. Vi er levende forbundet med tiderne igennem blodet. Uden mægtige forestillinger ingen magt til fantasien.

Så, maleriernes tiltagende hvidhed, som frembragt af en fræsende, roterende, bevinget triskele.

I kaskader af morfin åbnes en hvid tunnel, som hos Hieronymus Bosch, nærdød, jegtab og livet, den blå flamme, imellem lys og mørke, brænder ud, badet i lys.

Christian Vinds tekst blev første gang publiceret i en lille privatudgivelse med følgende kolofon:

Chr. Vind: Guldhorn og jysk fadfest. En bog om Asger Jorn. Kbh. 2003. Jubilæumsudgivelse fra Forlaget Hvid Papir Feber grundlagt 1. maj 1999. 1. oplag. 50 nummererede eksemplarer. Sat med Times 10 punkt trykt på hvid Tukan eksklusiv Conqueror 100 gr. papir på Det kgl. danske Kunstakademis Grafiske Skoles fotokopimaskine. Omslag 300 gr. Jet Black Canford Card. Frontispice: Collage med detalje fra det lange guldhorn fra Gallehus. Fotografi s. 13, Chr. Vind, Læsø, maj 1996. Al henvendelse til H.P.F., att. Chr. Vind, Irmingersgade fjorten, første sal til venstre, eenogtyvehundrede København Ø.

© Tekst og illustrationer er her gengivet på Silkeborg Bibliotekernes hjemmeside med venlig tilladelse fra Christian Vind.